Fagolympiader og fagkonkurrencer
Flere af fagene i gymnasieskolen har tradition for at afholde olympiade eller konkurrencer, hvor de dygtigste elever testes i løsning af forskellige opgaver, lige fra paratviden til kreative opgaver.
Hvert år mødes de bedste elever i en national konkurrence, hvor vinderne skal dyste mod elever fra andre gymnasier.
MSG tilmelder typisk elever til konkurrencer i fagene engelsk, biologi, kemi og matematik.
Georg Mohr
Georg Mohr er en matematikkonkurrence for alle elever på de gymnasiale uddannelser og har til formål at stimulere interessen for matematik for de dygtigste elever.
Konkurrencen består af 2 runder, hvor 1. runde består af 2×10 opgaver, som du har 90 minutter til at arbejde med. De første 10 spørgsmål er multiple choice opgaver og de sidste 10 er opgaver med ét facit.
Elever med mindst 12 point får lov at gå videre til 2. runde
2. runde består af 5 opgaver, hvor man i alt kan opnå 20 point. Disse opgaver kræver mere grundige besvarelser og eleverne har 4 timer til denne omgang. Der deltager ca. 1000 elever hvert år i runde 2 på landsplan.
Begge runder afvikles på egen skole og imellem de to runder afholder MSG tre caféer af 90 minutters varighed, hvor der er fokus på forskellige emner og mulighed for at regne nogle gamle Georg Mohr-opgaver.
På billedet ses David, Tobias, Rikke og Ester fra 3.a, årgang 2020/2021 fra MSG Haslev, der alle fire gik videre til 2. runde i konkurrencen.
Fra MSG Ringsted gik Fabian fra 1.x. og Frederik og Benjamin fra 3.x, årgang 2020/2021 videre til 2. runde.
Drughunters
Drughunterdysten er en naturvidenskabelig konkurrence for danske gymnasie- og hf-elever med biologi, kemi og/eller bioteknologi på A/B-niveau, arrangeret af bioteknologivirksomheden Lundbeck i forbindelse med ‘Forskningens Døgn’.
Formålet med konkurrencen er at give eleverne et indblik i udviklingen af nye lægemidler. Opgaverne omhandler problemstillinger i forbindelse med behandling af sygdomme i centralnervesystemet, og eleverne vil gennem dysten kunne stifte bekendtskab med blandt andet nervesystemets fysiologi, lægemiddelkemi og farmakologi. Konkurrencens opgaver er udformet således, at de rammer kompetencemålene for de kemiske, biologiske og bioteknologiske fag og dermed kan bruges som en del af pensum.
Læs mere om Drughunters her: Drughunters