Onsdag den 6. april var der Kunstnerisk Aften på MSG Ringsted.
Aftenen bød på en skøn forening af billedkunst, design/arkitektur, drama og musik.
Besøgende kunne komme til fernisering på kreative projekter i billedkunst.
Traditionen tro havde eleverne været ude i alle hjørner af de kunstneriske genrer inden for billedkunst, og som gæst kunne man bl.a. opleve skulpturer, der var lavet af træaffald og malerier som parafraser af værker lavet af den anonyme street-kunstner, HuskMitNavn. Derudover var der mange andre spændende elevprodukter inden for både tegning, maleri og fotografi.
I design-, og arkitektur-faget havde MSG’s elever bl.a. haft som opgave at skulle lave deres bud på en Pavillon til Ringsted Torv. Til Kunstnerisk Aften kunne man se deres skitser til dette.
Aftenen bød også på masser af musikalsk underholdning. Man kunne bl.a. opleve gymnasiets vokal ensemble POWER VOCALS, som leverede solide popnumre fyldt med lækre rytmer og stærke melodier, der viste ensemblets musikalske power.