Tryg & Tæt På

Mindeord om Knud Jepsen

En stjernekigger har forladt gymnasiesektoren.

Knud Jepsen, tidligere vicerektor på Midtsjællands Gymnasium (tidl. Haslev Gymnasium) er afgået ved døden den 26. november 2023.

Alle, som kendte Knud på gymnasiet, vil tænke tilbage på ham som et meget respektfuldt og dedikeret menneske, som brændte for skolen og skolens ansatte og elever gennem hele sit lange arbejdsliv. 

Knud blev student fra Haslev Gymnasium i 1959 og begyndte som lærer i 1964 på Haslev Gymnasium. Han underviste i fysik, astronomi, kemi og matematik. Han var vicerektor i perioden 1971-2014 og sluttede sit lange gymnasieliv af med at undervise et år, før han gik på pension i 2015.

Knud var vicerektor i over 40 år og var ansvarlig for at gennemføre en række gymnasiereformer og forandringer i den periode. Hver gang var Knud klar til at finde løsninger og nye strukturer til gavn for gymnasiets ansatte og elever. Man var aldrig i tvivl om, at hans hjerte bankede for gymnasiet i Haslev.  

Når Knud underviste, var det med stor tålmodighed og lysten til at få eleverne med ind i spændende faglige universer. Knud fik bl.a. introduceret astronomi som fag i det almene gymnasium, og mange elever har nydt godt af hans enorme viden på dette område. Knud skabte planetstien i gymnasiets park og viste utallige folkeskole-, og gymnasieelever rundt på stien og fortalte med stor entusiasme om stjernehimlen. 

Knud fortsatte heldigvis med at komme på gymnasiet efter sin pension og hjalp og inspirerede de unge fysiklærere ud i det eksperimentelle arbejde i fysik.

Uanset hvornår man spurgte Knud om hjælp, så svarede han: ”Ja selvfølgelig – hvornår har du tid til, at jeg hjælper dig?”

Vi vil mindes Knud og kigge ekstra grundigt på stjernehimlen i aften og sende ham en varm tak for hans store engagement på Midtsjællands Gymnasium (tidl. Haslev Gymnasium).

Vi har mistet et af skolens fyrtårne, og vi ærer hans minde.

Lene Eilertsen
Rektor

Podcast ude

Podcasten ‘Når tæpper falder’ ude nu!

I forbindelse med dette skoleårs Teater Vi Tør/Masterclass i drama forestilling ‘Når det slutter…’, er der blevet lavet en podcast.

Forestillingen blev vist fra torsdag den 23. november til søndag den 26. november 2023.

Hør den spændende podcast her nedenfor, hvor Lærke Lykkeberg fra 1.a er vært.
Her interviewer hun flere af de medvirkende i stykket.

Det øverste billede er stemning fra scene 5 i stykket.

Intro i nye klasser

Tirsdag den 7. november havde vi Intro 2 ryste-sammen-arrangement for alle 1.g elever på begge afdelinger. Den stod på lazer skydning, stjerneløb, dans, klasseaktiviteter, lækker lasagne og hygge. Derudover overnatning på skolen.

Vores introelever fra. 2.g og 3.g var gode guider under hele arrangementet, som blev afrundet med lækker fælles morgenmad onsdag. Alt i alt en rigtig god måde at lære hinanden at kende på og styrke fællesskabet i de nye studieretningsklasser.

På billedet kan du se 1.g elever, der er på stjerneløb i parken på MSG Haslev.

Tæt på KnAst

KnAst er et lokalt band med fem medlemmer, som til hverdag går på MSG Ringsted.

Drengene Villads 3.y, Frederik 3.y, Tobias 3.y, Oliver 3.y og Nikolaj 1.u startede deres fælles passion i maj 2023. KnAst laver musik med en god blanding af pop, disco og rock og kan hermed ramme en bred smag.

KnAst har afholdt flere koncerter rundt omkring i Ringsted, bl.a. på Valdemar scenen og i Ringsted Kulturhus med fuldt hus.

Oliver fortæller, at de udover at øve har en kreativ proces, hvor de laver selve musikken.

Dog fortæller Tobias: “Det fungerer ikke så godt, når man bare beslutter sig for, at nu skal vi lave noget. Man skal bare følge flowet.”

Til sidst fortæller Frederik: “Vores drømme har ingen grænser”.

Et af deres største ønsker er at åbne Orange scene på Roskilde.

Tæt på Power Vocals

Power Vocals er et moderne skolekor, som er et tilbud for alle – på tværs af afdelingerne. Power Vocals optræder til skolens arrangementer såsom dimission, Art Fashion and Culture Club, Moments of Art og Campus by Night.

Freja (th.) fortæller, at de mødes en gang om ugen fra kl. 17:30-19:30, primært foregår det på MSG Ringsted. Derudover kommer de nogle gange ud på musikskolen i Ringsted – hvor de bliver undervist af en korlærer. Når det foregår på MSG Ringsted, er det musiklærer Stina som står for det.

Du behøver ikke at have nogen musikalsk baggrund inden for sang, for at søge. Hvis du søger, kommer du først til en audition og herefter bliver du så måske optaget. Hvis du bliver optaget, kan du vælge at være med i alle 3 år af din gymnasietid.
Når de mødes, står programmet på, at de først varmer deres stemme og krop op, inden de skal synge. Derefter tager de udgangspunkt i de sange, de skal optræde med. Ellers så er det bare øvning, øvning og øvning.

Gayane (tv.) fortæller, at man skal være med for at skabe en tæt forbindelse med andre både på tværs af afdelinger – men også årgange. Hun siger også, at alle er virkelig søde, og at der god stemning til øvningerne.

Dimission 2023

Fredag den 23/6 afholdte vi dimission for alle vores dejlige studenter på MSG Haslev og lørdag den 24/6 afholdte vi dimission på MSG Ringsted.

Det var to dejlige og festlige dage, hvor vi fik taget afsked med årgang 2023 med taler, uddeling af eksamensbeviser, legatoverrækkelser og sange fra både elever og lærere.

Her kan du læse rektor, Lene Eilertsens dimissionstaler til de to afdelinger samt se lister over studenter og legatmodtagere: