Maria Boesen

LENE 60 ÅR

I dag fylder MSG’s rektor, Lene Eilertsen 60 år! I den forbindelse har vi spurgt Lene, om hun kan sætte et par ord på, hvad der kendetegner de sidste seks årtier i hendes liv:

Barndommen: ”Et trygt familieliv med mine forældre og min storebror.”
Teenageårene: ”Sport og idræt. Håndbold, fodbold og badminton. Det at være fysisk aktiv sammen med andre og være en del af et fysisk fællesskab.”
20’erne: ”At tage en spændende uddannelse og prøve at undervise første gang.”
30’erne: ”At få min datter, Cecilie, der i dag er 24 år.”
40’erne: ”At bo og arbejde på Fårevejle Fri- og Efterskole, hvor min mand, Steff, var efterskoleforstander.”
50’erne: ”Gode oplevelser sammen med min familie – og at få vores Jack Russell-terrier, Fifty.”

Hvad tror du, 60’erne byder på?

”Jeg arbejder 60-70 timer om ugen, og det blir’ jeg ved med, til jeg går på pension,” siger Lene med et stort smil. ”Så det handler om at trives og have det godt med arbejde, familie og oplevelser. Og at læse en masse gode bøger.”

Lene startede som gymnasielærer med fagene geografi og idræt i 1992, hvor hun blev ansat på Slagelse Gymnasium. Her var hun i 17 år – både som lærer, studievejleder, inspektor og vicerektor. Den 1. december 2008 startede hun som rektor på MSG.

Hvad er det bedste ved at være gymnasielærer? 

”Det at man skaber et fagligt læringsrum sammen med eleverne, hvor de oplever, at de kan meget – og hvis de bidrager og hjælper hinanden, kan de endnu mere.

Hvad er det bedste ved at være leder på MSG?

”At vi i fællesskab skaber MSG – og at have været med til at skabe en skole med to lokale gymnasiemiljøer i Haslev og Ringsted. Der er en klog person, der har sagt, at der er ingen grænser for, hvad du kan nå, hvis du lader andre få en del af æren. I forhold til de unge er det at skabe et miljø, hvor de bliver hørt og inddraget, så de får evnen til at navigere i verden ud fra de indtryk og input, de får her.”

Hvad er en god arbejdsdag for dig?

”Når jeg møder elever og ansatte i løbet af dagen, og når jeg underviser. Men også når jeg har et møde med nogen om et projekt, vi vil udvikle sammen – og så bagefter se, at det lykkes – f.eks. med Global Fællesdag.”

Hvordan skal din 60-års fødselsdag fejres?

”I aften får jeg familie til middag, og den 20. maj holder jeg en større fest for familie og venner på den ene afdeling af MSG.”

Stort TILLYKKE til Lene med de 60 år! 

To gange galla på MSG

En af de helt STORE begivenheder og traditioner på MSG, er den årlige gallafest.
På MSG Ringsted løb arrangementet af stablen fredag den 28. april, og på MSG Haslev var det torsdag den 4. maj.
Dejligt at se de mange, flotte ankomster, dans og bare nyde den gode stemning :-).

AFCC

Tirsdag den 25. april var det tid til et af forårets STORE arrangementer på MSG Haslev – nemlig Art Fachion and Culture Club (AFCC).

Her var der et overflødighedshorn af GODE sange og ensembler – og værterne Liv Davidsen, Sarah Linnet og Thomas Dragsdal styrede showet på bedste manér med power og god energi.

Her nedenfor kan du se highlights fra alle de fantastiske numre til årets Art Fashion and Culture Club 2023.

Kulturpris til Torben

Musik- og dramalærer på MSG, Torben Ibsgaard, fik fredag den 3. marts tildelt Faxe Kommunes Kulturpris for sit mangeårige arbejde med teater. Prisen blev uddelt på Haslevs gamle apotek i forbindelse med forestillingen Den bevidste forbruger, som Torben var med til at sætte op sammen med skuespiller og tidligere elev på MSG, Christian Rossil.

Torben har været lærer på MSG siden 1996. I 2008 blev MSG’s eget teater, Teater Vi Tør, etableret med Torben som kunstnerisk leder.

Om Teater Vi Tør siger Torben:

”Teater Vi Tør er gymnasiets teater, men det er også et tilbud, der rækker ud i kommunen, hvor vi indgår i mange samarbejdsprojekter. Det er et mere formaliseret egnsteater, der fungerer som andre teatre – men med den forskel, at vi arbejder særligt med og for unge ift. vores gymnasieelever.
Vi hiver også professionelle scenekunstfolk ind i vores forestillinger. Det kan f.eks. være dramatikere, skuespillere eller instruktører. Vi har altid et budskab i vores forestillinger, hvor vi ønsker at sætte noget til debat.”

Hvad betyder teater i dit liv?

”For mig er teater en dybereliggende interesse. Det er leg, eventyr og latter. Det er et væsen, der er unikt på mange måder. Det er levende. Det er mennesker, der mødes. Det er der, hvor tingene sker og det organiske i nuet.”

Torbens foretrukne teaterdiscipliner er improteater og teatersport. Om dette fortæller Torben:

”Hovedindgangsvinklen er humor og leg. Man kan ikke lave improteater uden, at man griner og har det rart sammen. Man møder hinanden gennem latteren, og dette er i sig selv en forløsning.
Gennem legen kan man forene og samle en ny gruppe af mennesker, så man lærer hinanden at kende.”

Torben understreger, at det handler om at turde at fejle – deraf også navnet Teater Vi Tør. Ved at fejle og vende det til noget positivt, frisættes de unge, så de har modet til at stille op, slippe kontrollen og bruge deres fantasi.

”I dag har vi et kernebegreb, der heder innovation. Improteater træner netop det at være innovativ. Reglen er, at man ikke må sige nej. Man skal turde at gå efter sin første intuition som den rigtige, spinde videre på den og lade andres idéer indgå i fælles tanker.”

Torben fortæller, at der er en god sammenhæng mellem de to fag – musik og drama – som han underviser i:

”Musikken er bare et andet sprog, hvor du fortæller historier. Teater er også musik: Flow, tempo, pauser og dynamik. Det hænger rigtig godt sammen at koble de to fag i min måde at undervise på. I musik kan jeg f.eks. introducere en scene med en konflikt. Så får jeg eleverne til at spille nogle roller, og derefter lærer de, hvad musikken tilsvarende kan i form af f.eks. opbygning af spænding til klimaks.”

Hvordan er det at arbejde med teater som gymnasielærer?

”De unge har en energi og friskhed, der skaber en masse spændende fortællinger, hvor de også byder ind med nogle meget private ting til forestillingerne. Jeg kommer ind bag de unge mennesker og får et indblik i deres liv og besværligheder. Det er jeg meget respektfuld og taknemmelig for. Og så er der kort vej til handling, når man arbejder med unge. Hvis jeg får en idé, kan jeg spinde videre på den i løbet af en time, mens energien er kraftfuld.”

Masterclass i drama er et af MSG’s talentforløb for eleverne og Teater Vi Tør’s årlige, største teaterforestilling. Om Masterclass i drama fortæller Torben, at det vigtigste for ham er at få alle de medvirkende ud på en rejse. Derudover er det vigtigt, at projektet med forestillingen holder hele vejen igennem.

Den første Masterclass i drama forestilling, Fatum, lavede Torben i samarbejde med tidligere musiklærer på MSG, Hans Krarup. Som en del af et nordisk samarbejde, tog de til Finland med forestillingen, hvor de opførte den på gymnasiet, Linnankosken Lukio. Siden hen er der blevet opført fire andre Masterclass i drama forestillinger i Finland.

Stort tillykke til Torben med kulturprisen! Vi glæder os fortsat til mange gode teateroplevelser.

På billedet ses Torben i en lænestol på teaterkontoret på MSG Haslev.

PPP1 fremlæggelser i 1. HF

PPP – PROJEKT FOR HF

Fredag den 13. januar havde 1. HF på MSG Haslev PPP1 fremlæggelser. PPP står for praktik-, og projektperiode. PPP1 er et projekt i fagene geografi, biologi og kemi.

Projektet strækker sig over 4 dage, hvor eleverne, ud fra deres overordnede emne Arktis, skulle arbejde med en selvvalgt problemformulering. De skulle lave et forsøg i hvert fag, hhv. biologi, kemi og geografi, og herefter skulle de lave en poster med deres selvvalgte problemformulering.

Charlotte, Freja, Louise, Luna og Maria fra 1.p valgte en problemformulering, der lød “Hvordan påvirker miljøkrisen dyrelivet på Arktis?”. Her kan du se et glimt fra deres fremlæggelse, der gik rigtig godt.

Masterclass ‘Institution’

Torsdag den 24. november var der premiere på dette års Masterclass forestilling ‘Institution’.

En fantastisk vandreforestilling, der både dykker ned i historien og introducerer spændende fremtidsvisioner med hele gymnasiet som scene.
Gennem karakteren Ingeborg Davidsen – der var den allerførste elev på Haslev Gymnasium – udfordres den klassiske vandreforestilling med en dramatisk og interaktiv opsætning, der udfordrer alle sanserne.
Som publikum guides du igennem fortiden, nutiden og fremtiden for gymnasiets præg på alle omkring ’institutionen’.
Gennem anekdoter fra tidligere og nuværende elever vil du som publikum møde forskellige syn på og betydningen af ordet ’institution’. Med afsæt i MSG Haslev (tidl. Haslev Gymnasium) kan du opleve en spændende og rørende fortælling, der blander skuespil, live musik og et flot lyslandskab, der kommer til at sætte tankerne i gang.

Forestillingen vises igen fredag, d. 25. november, lørdag d. 26. november og søndag d. 27. november – alle dage kl. 18 og 20.